Der er sjove dage – og der er de helt tossede! Det her var én af de helt tossede!
Vi anede ikke hvad, der ventede, da vi sammen med Dansk Naturfredningsforening blev sendt ud i naturen sammen med TODD! Men har du set kampagnen “Det store naturtjek” og kender du Martin Brygmann’s temmelig tossede figur, TODD, så har du nok allerede nu en idé om, at det ikke blev en helt almindelig dag på “kontoret”?
Når vi samarbejder med professionelle kunder – uanset om det er et reklamebureau eller kunden direkte, får vi altid et detaljeret brief på, hvilke situationer og hvilke formater vi skal ende op med – sammen med en introduktion til den fotografiske opgave og indsigten i den omfattende kampagneaktivitet. Tit deltager både bureauet og kunden i fotograferingen – så vi alle er glade for resultatet, når dagen er slut.
At arbejde på location i naturen med professionelle modeller under tidspres er et ukontrollerbart kaos på den sjove måde. Når vi finder hinanden i samarbejdet, opstår der nye ideer, kreativiteten sprudler – og vi ender oftest med at have taget både de fotos, der var briefet på og en masse sjove, vilde, tossede ekstrabilleder. Det var også tilfældet på TODD-dagen, for hold da op: Martin Brygmann er ustyrlig!
Lige netop denne opgave var også en debut: Efter lange overvejelser havde vi nemlig investeret i den nyeste state-of-the-art mobile flash – og den skulle stå sin prøve sammen med TODD. Forventningerne var store – og blev indfriet! Virkelig fedt nyt udstyr, som åbner op for en helt ny måde at fotografere på!
Sådan en dag står i stærk kontrast til den ro og systematik, der er i at arbejde med f.eks. produkt- og reklamefotos på studie – og det er én af de ting, der skaber dynamikken i fotograflivet.
Og ja, det her var vældig dynamisk, underholdende og supersjovt!
Tjek TODD og de mange billeder, der var resultatet af fotodagen på her på “Det store naturtjek” eller på Facebook, hvis du er nysgerrig. Vi lover dig et lille smil!